Drabant 22 blog

Drabant 22 blog

Drabant 22 sejlbåden

Der er plads til alle emner vedr denne båd i denne blog. Forårsklargøring, reparationsprojekter, sejloplevelser, udstyr osv.

Der er også plads til at beundre de flotte linier på billedet af D31 ovenfor.

D135. 15 seconds of fame!!

40 års jubilæum!!Posted by Ole E. Mikkelsen D40 Tue, June 05, 2012 13:22:03

Torben Holm, tidligere D135 Nuser sendte mig lige dette link. Mon der falder royalty af? Trods alt er det jo Torben, der lægger stilen for klippet.

Som Torben skriver, - man kan nøjes med de første 15 sekunder.

Jeg skal derfor undlade kommentarer til hvad der ellers bliver sagt senere f.eks. med hensyn til anvendelsen af mandlige legemsdele startende med p og på tre bogstaver.

Men bevares, jeg kan da gå så langt som at bevidstheden om samme legemsdels eksistens og kvindelige modstykke og øvrige attributter whatsoever kan træde tydeligt frem under sejlads. Specielt når man kommer i havn, får bad, mad og roen ellers falder over det hele. Eller hvis man ligger derude, blikstille og hører vandets klukken og solen skinner.. Ja faktisk er det vel hele tiden... smiley

  • Comments(1)//blog.drabant22.dk/#post337

Jeg har scoret kassen

40 års jubilæum!!Posted by Ole E. Mikkelsen D40 Sat, October 02, 2010 19:19:48
altså en kasse med en masse gamle Drabant-22-klub blade, regnskaber, Drabant-22 klubflag, konvolutter, bestyrelsesreferater, målerbreve, korrespondance med Dansk Sejlunion, råd omkring trim af sejl, medlemsfortegnelser osv osv. Klubbladene går tilbage til i midten af 80'erne så vidt jeg kan skønne, men der er materiale der er ældre endnu.


Meget af det nydeligt indskrevet på skrivemaskine, og derefter kopieret, ja måske endda trykt på trykkeri. Faktisk tror jeg at jeg lige anede en spritstencil-version af noget materiale, men det får lige stå hen lidt endnu.


Jan Christensen, der tidligere sejlede D17 Chateau, og sågar var formand for Drabant 22-klubben længe efter at D17 var solgt, kom lige forbi og overdrog mig kassen. Jeg håber jeg får tid i løbet af efterår/vinter at indscanne noget materiale og få det arrangeret så det fremstår læseligt. Faktisk har jeg set korrespondance helt tilbage til 1971 i kassen, så det er da ret spændende.


Tak for den..

  • Comments(5)//blog.drabant22.dk/#post235

Fantastiske billeder fra Drabant-22 stævnet

40 års jubilæum!!Posted by Ole E. Mikkelsen D40 Fri, September 03, 2010 23:34:44

- altså i 1982 har jeg modtaget fra Else Lyhne, der tidligere sejlede D5. Billederne har jeg lagt ind i galleri her.

Jeg gentager lige billedet fra stævnet i 1982 herunder for at illustrere hvordan stævnet i 2011 forventes at tage sig ud, set fra broen i ???, - ja hvor?.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke på den særlige følelse man har når der ligger bare 6-7 drabant 22'ere ved siden af hinanden, som på Samsø i år, eller den fantastiske følelse det var at cruise sammen med andre drabant 22'ere også på Samsø i år. Som det fremgår har Else givet lov til at vi både må læse hendes mail og få del i de pragtfulde billeder, som jeg lige skynder mig at lægge ind. Tak for dem..!!

Hej Ole

Rigtig dejligt at se, at der stadig er nogen der holder liv i den gamle klub og holder sommerstævne.

Selv er det mange år siden jeg sejlede d22, men de står stadig som nogle af de rigtig dejlige år med sejlsport.

Min mand Poul Viesmose og jeg købte D5 i 1981 efter at vi i 3 år havde sejlet piratjolle. Vi havde fået tæsk af danmarksmesteren hver gang og det var besværligt med telt og oppakning under sidedækket, så det var lykken at kunne købe en kølbåd. Vi var studerende og havde ikke mange penge den gang. Valget af drabanten frem for en af de andre kandidater på den tid (hurley 22, junker 22, og lidt andet) var nok både prisen men også sejlegenskaber, indretning og klubliv.

Nå, men vi købte D5 i Thisted, hvor den havde ligget en del år, vi satte båden i stand, bl.a. satte vi kork op i kahytten, jeg har set et ikke så gammelt billede, hvor det ser ud til at sidde der endnu. Båden var gulmalet den gang (den oprindelige blå farve skinnede godt nok igennem…), og i bedste Troels Kløvedal stil skulle der naturligvis stævnmaleri til , det blev i form af øjne dannet af cirkler, så båden blev omdøbt til Cirkeline. Vi lavede også udtræksbord med afsætningsplads, vask med rindende vand og afløb under nedgangslugen og forsøgte os i starten med en sprinklerpumpe fra skrothandleren og en plastikdunk med masser af silikone, men det var besværligt og blev utæt, så vi skrabede budgettet og fik råd til en rigtig posetank og en rigtig elektrisk vandpumpe. Kontakten var en ringeklokke, som man stødte til med foden, det fungerede rigtig fint for os. Nyt rødt fløjlsbetræk på hynderne blev det også til og en grundig bundbehandling med epoxy og så - efter en måned på land i Thisted - sejlede vi afsted. Turen gik gennem Limfjorden til Bønnerup, Anholt, Læsø, Gøteborg, Kungelv, og ned langs med svenskekysten, Tyco Brahes Borg på Ven blev besøgt og gennem Bøgestrømmen og smålandshavet kom vi til Studstrup, hvor vi havde fået en bådplads.

Vi meldte os naturligvis ind i d22-klubben og deltog i lokale kapsejladser i Århusbugten, der var som regel et d22 løb, men ellers sloges vi med bl.a. solus 24 og L23 kan jeg huske. Vi klarede os rimelig godt. Vi fik en spiler til båden, den skulle naturligvis også have cirkeløjne, den var meget karakteristisk i Århusbugten. Vi var også med Fyn rundt en gang eller 2 (det var den gang der var over 1000 både med fra Korshavn) og vi var naturligvis også med til klassemesterskaberne, bedste placering blev vist vinder af distancesejladsen og en 4. plads i klassemesterskabet. Den gang varede klassemesterskaberne jo det meste af en uge, der var distancesejlads om tirsdagen der kuknne gå til en anden havn i nærheden, hvor der var hyggefest om aftenen, indmåling af sejl om onsdagen og trekantbanesejladser torsdag fredag og lørdag med reservedag søndag. Vi nåede nu altid at blive færdige lørdag, hvor der selvfølgelig var den obligatoriske vandgang og fest med præmieoverrækkelse. Vi fik mange gode venner de år, hvor flere af venskaberne rakte ud over d22 tiden, og blev aktive i bestyrelse og blad. Jeg tog bestyrelsesposten og Poul lavede blad. Desværre er alle de gamle blade smidt ud med tiden, ellers kunne du have fået dem. I løbet af vinteren får jeg styr på vores billeder fra den gang, så vil jeg gerne uploade nogle af dem til hjemmesiden. Evt. sammen med lidt historier fra den gang. Jeg har lige vedhæftet et par stykker, som jeg umiddelbart kunne finde.

I 1984 flyttede vi til Aabenraa. I 1985 solgte vi båden og købte en 806. Den kunne bedre følge med på kapsejladsbanerne, men som tursejler var d22 meget bedre indrettet. Et par år senere flyttede vi til Odense, og var med til 2 d22 stævner igen, hvor vi sejlede som gaster på D17 Chatou. Skipper hed Ole, han havde lige købt båden og vidste ikke så meget endnu, men nogen tænkte på os og vi kom med glæde. Efter at vi havde været i gang, var båden ikke til at kende igen, trimmulighederne skulle jo være i orden!, men vi blev da inviteret med igen næste år!

Siden har vi fået 2 børn, Poul har bygget en Fandango 32 hjemme i haven, som vi sejlede i 10 år og derefter solgte til fordel for campinglivet og færre forpligtelser, men vandet kan vi ikke undvære, så nu er huset til salg, campingvognen solgt og vi har købt en SeaFinn 411, som vi har planer om at bo i.

Du er velkommen til at lægge indholdet af brevet eller dele af det på hjemmesiden hvis du synes.

Else Lyhne

5620 Glamsbjerg

  • Comments(2)//blog.drabant22.dk/#post232

Samsø, Ballen, 23.05 2010

40 års jubilæum!!Posted by Ole E. Mikkelsen D40 Thu, January 21, 2010 09:18:14

Tilmeldinger (11 både i alt). Se invitation nederst:

Mads Bruun Larsen, D55 Nemo, 3 personer.
Ole E. Mikkelsen, D40 Lykkedragen, 3 personer.
Nick Steffensen/Kim Bo Højgaard Sørensen, D160 Cille, 2 personer.
Bjørn Falk Brødsgård, D144 Toto (vejrforbehold), 3 personer.
Jan Holst, D143 Julia, 1 person.
Nicolai Bech, D203 Jolly Jumper (forbehold for grimme ting i forårsklargøringen), 2 personer
Niels Lundberg, D82 Snøvsen, - frameldt 16.05.2010
Poul Bødskov, D28 Tumle, 2 personer.
Per Nielsen, D112 Krabat, 1 person.
Sylvester Holm/plus 3 medejere?, D188 Perlen, antal personer?
Brian Egon Jensen, sejlnummer ukendt, antal personer?
Jon Froda, D77 Ork (forbehold for vestlig kuling), 4 personer (i alt)

Lotte Kolind/Sune Løvsø, D114 Zircus Van Daztica, 2 personer, - mulig deltagelse!!
Rikke Berg Sørensen, Miki af Kalvø (sejlnummer ukendt), - uden båd, mulig deltagelse
Jesper Hertz, tidligere D137 Rosalina, - uden båd, mulig deltagelse

16.05.10 aften

Dagens opsummeringer:

Niels Lundberg har desværre meldt fra da en ny motor ikke fungerer og desværre ikke bliver leveret fra reparatør før det er for sent. Ærgerligt, men sådan må det vel være..Mail under kommentarer.

Rikke Sand Sørensen, Miki af Kalvø, meldte nedenstående at Miki ikke kommer, men at der overvejes besøg på Samsø uden båd. Det er ajourført ovenfor. Tilsvarende har Jesper Hertz, tidligere D137 Rosalina meldt at han måske kommer, men naturligvis uden båd.

Lotte Kolind/Sune Løvsø Zircus Van Daztica har til gengæld meldt et begrundet håb om at kigge forbi Ballen lørdag/søndag.

14.05.10.

Fik lige denne mail fra Rikke Berg Sørensen på facebook. Sådan!

Hej Ole
Vi har ikke muligheden for at deltage med båden, men hvis vejret er ok regner vi med at komme kørende.
Vh
Miki af Kalvø
Rikke og Troels Sørensen

27.04.10 aften.

D144 melder nedenunder at der ankommer 3 personer. Jo tættere vi kommer på jo mere skal vi vide, for at kunne planlægge T-shirts, mad osv. Så tak for det, - ses i Ballen..

09.04.10 aften.

Det ser ud til at Michael Gundlund(plus et antal medejere?), sejlnr ukendt, Maja (Kastrups perle), antal ? har frameldt sig. Dog synes Maja, Kastrups perle fortsat at stå under 'Deltager måske', så måske bliver det til noget alligevel..

04.04.10 aften.

Forresten, så skal vi nok have det konkrete antal personer lidt nærmere specificeret, jo tættere vi kommer på det store event af hensyn til det praktiske, - t-shirts, havnepladser, mad osv..Men mon ikke vi finder ud af det inden april er omme..

04.04.10 morgen.

Juhuu, så var Jon Froda, D77 Ork også klar med en melding nedenunder, så nu er vi 13 både tilmeldt. Absolutely fantastic, som de siger i 'Britain's got talent' på youtube.

31.03.10.

hej Ole, tak for indbydelsen! jeg har lige købt en D 22. Har aldrig prøvet at sejle en, så jeg er meget spændt på hvondan den opfører sig i vandet Jeg har haft en T 31. En engelsk halvtonner fra 70erne. Jeg har hørt at d 22. er meget let, så jeg er begyndt at tænke på rullegenua, er jo en ældre herre på 56 år. Er de ti...l at købe færdige eller skal man selv få en syet? Og hvad ligger prislejet i. På forhånd tak!PS. jeg bor jo her på den dejlige Ø midt i Danmark! så hvis der er noget jeg kan gøre herfra må i jo bare sige til. Hilsen Brian-Egon Kåsen Samsø. Go Vind!

- ovenstående hilsen blinkede mig i møde i dag, da jeg checkede facebook. Og min sandten fra the island of Samsø, med en opfordring til at udnytte det faktum. Tak for det!! smiley.

Rullegenua ved jeg ikke meget om, men jeg ved at D55 (mener jeg) har forsøgt at sælge sin relativt nye rullegenua, måske er den til salg endnu? Ellers håber jeg andre med rullegenua kan hjælpe..?

12.03.10 aften.

- og så var der velkommen til D188 Perlen, som tilmeldte sig på facebook. 11 tilmeldte. Ingen højere..? Mon der kan være 203 Drabant 22'ere i Ballen havn?

Ï min søgen efter hvilket sejlnummer Sylvester Holm repræsenterede (som jeg fik via en mail, tak for det!!) stødte jeg på Michael Gundlund ovenfor, som er medejer af Maja, der figurerer med selvstændig gruppe på facebook(http://www.facebook.com/group.php?v=wall&gid=52649200513). Så nu kender vi navnet, men fortsat ikke sejlnummer. Giv lyd Maja!! Det meget lille forreste koøje kunne tyde på en meget tidlig model, - D7 f.eks???, som har båret navnet Maja tidligere? Sammenlign f.eks. med D4 Relax..

09.03.10 aften.

jeg kommer jeg kommer - til Ballen før sommer (altså til pinse)

-sagde Per poetisk og smukt nedenfor. Så jeg kan se D112 Krabat i min linse, men dog først til pinse (undskyld, men jeg ku ikke lade være).

Så er vi 10 tilmeldte. Det er to cifret!!!

Og forresten talte jeg med en fra L23-klubben på 'Både i Bella' i lørdags. Han fortalte at nogle Drabant 22-ejere havde beundret pladsen i L23-eren. Fy skam sig, - vi har jo selveste Drabant-salen, - og den kan de ikke stikke. Sådan..

25.02.10 aften.

Jeg vil lige tilmelde os til træf i Pinsen.

D 28 TUMLE Hvalpsund.

Vi bliver 3 eller 4 personer, og vi er ikke så øvede i at sejle med sejl, så vi tager hjemmefra i god tid. Vi glæder os til dette arangement. Og som pensioneret sømand, bliver det spændende at prøve at sejle uden at have flere tusind HK til hjælp.

Med venlig hilsen, og forhåbentlig snart forår.

Poul Bødskov

Hvalpsund, Farsø

Det blev så 9 både. Og der er lang tid endnu, så jeg tror absolut på flere. Men jeg tror også at der godt kan ske lidt frafald. Nej vel...? Fortsat forrygende..

05.02.10 aften.

Hejsa

Jeg vil gerne melde Snøvsen D82 til træffet i Ballen. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at kommer til træffet, med mindre der bliver dårlig vejr.

Niels – Snævsen D82

Og så er vi 8 tilmeldte. Det er indtil videre forrygende..

04.02.10 aften.

Hej Ole,

Tak for din e-mail.

Vi skal nok finde ud af at finde plads til jer. Om det lige bliver nord- eller syd-molen kan vi altid snakke om når vi kommer derhen af. Jeg syntes selv at syd-molen er den bedste, da der er toiletfaciliteter der og da vi planlægger at lave grill-plads ved toiletbygningen inden sæsson-start.

Med venlig hilsen

Havnemester

Og det var da sådan set heldigt nok, at vi også kan være der i Ballen, når nu vi havde fået det arrangeret, ikke? Og så skal det jo nok være syd-molen på grund af grill'en, jeg foreslog ham ellers nord-molen ud fra en gang jeg var der, men der sker jo ting og sager..

02.02.10 aften.

Og det var så Nicolai Bech, D203, der tilmeldte sig via mail og via facebook. Dog med forbehold for forårsklargøringen og diverse overraskelser hermed. Så er vi da 7 både tilmeldt med større eller mindre forbehold. Det tegner da ret godt, ikke? Og vi skriver kun februar..

Nåh ja, - og så tænkte jeg at jeg hellere måtte maile til havnefogeden om det her, så der ligesom var styr på det. Så det har jeg gjort og venter så på svar..

http://www.ballenhavn.dk/ballen-havn.html

http://www.danskehavnelods.dk/havneoplysninger.aspx?ID=580

01.02.10 aften.

Tapperhedsmedaljen er udfordret af Jan Holst, D143 Julia, der nedenfor kalder arrangørerne 'tapre'. Næh, - tapperhedsmedaljen skal gå til enhver der møder frem. Jan er hermed i særdeleshed med 90 sømil tilføjet listen og kandiderer dermed til tapperhedsmedaljen. Sådan!

31.01.10 morgen.

Så fandt Michael Gundlund frem til aktiviteten på Facebook, og da tilmeldingen kommer EFTER alle oplysninger er til stede, tør jeg godt regne den for 'sikker'. Velkommen!! Blandt de resterende på facebook synes jeg det er rimeligt at afvente bekræftelse, da dato og sted som skrevet nedenunder har været ukendt. Men der skal nok blive fulgt op, foreløbig er jeg nemlig slet ikke klar over om facebook sender 'opdatering' til allerede tilmeldte når dato/sted ændres. Og forresten så er jeg slet ikke klar over hvilket sejlnummer MIchael har. Det går stærkt, men det finder jeg nok ud af senest i pinsen :-)

27.01.10 aften.

På facebook er der 5 både tilmeldt. Nemlig D160 Cille og D40 Lykkedragen, som i forvejen er tilmeldt nedenunder.

Men derudover Jan Holst, D143 (navn ukendt), Michael Vittrup, D121 Sille og så Bo Kristensen, som sejler D21 (altså ikke sejlnummer, men bådtype). Jeg afventer lige tiden lidt før jeg skriver på nedenunder. Mon ikke jeg kunne få bekræftet at der også blev sendt fornyet invitation fra Facebook, da dato/tidspunkt blev ændret? Eller?

Breaking news (25.01.10 aften).

Så meldte Bjørn Falk Brødsgård, D144 Toto sig til. Altså underforbehold for vejret. Så er vi da 4, men der er lang tid endnu. Vi skal nok nå det.

Og Ole Faurskou , D185 Marie sendte denne mail:

Jeg synes, det er alle tiders initiativ! Jeg ligger jo i Limfjorden med D 185 Marie, og der er derfor langt til Ballen... Jeg er derfor bange for at jeg ikke kan komme og vise hende frem. Det er dog ikke umuligt at vi ses! Jeg vil prøve at få et lift med nogle venner der ligger i Århus med en Spækhugger – så måske ses vi alligevel! Jeg sender lige en mail hvis jeg kommer i Spækhuggeren – ellers må I have en rigtig dejlig weekend!

Hilsen Ole

Breaking news (24.01.10 aften).

Så blev der sendt en mail til alle drabant 22-ejere med en mail-adresse. 77 i alt. Af dem skulle 17 allerede have fået via facebook-gruppen, hvor 'Nye' (kommet til siden oprindelig invitation) også har fået. Så i alt 60 deltagerkandidater, ud over facebook-gruppen som er på 37. Af dem er der nogle der ikke længere har D22, og allerede nu er der kommet 7-8 invalide e-mail adresser retur. Desværre kom jeg til at medsende kun forsiden af indbydelsen, men jeg håber det fungerer alligevel med link hertil, hvor man jo kan se det hele.

Spændende..

Breaking news again (22.01.10 aften).

Tilmelding fra D160, så er vi oppe på 50% af minimumstilmeldingen smiley

Breaking news again (22.01.10 morgen).

Der er tilføjet praktiske oplysninger om tilmelding, aflysning og kapsejlads, så tøv ikke med at klikke på dokumentet nedenfor.

Minimum 6 både tilmeldt senest 01.05 er kravet, så der bliver kamp om at komme først. Se tilmeldingerne nedenfor, og tilmeld dig så via en kommentar, mail eller på anden måde..

Drabant 22 er kult!!

Breaking news!

Et snævert udvalg bestående af Mads Bruun, D55 Nemo, Ole E., D40 Lykkedragen og med Per Nielsen, D112 Krabat som periodisk indpisker har besluttet at (pinse)søndag den 23.05 2010 er en helligdag. denne dag må der ikke arbejdes eller på anden vis laves andet end deltagelse i Drabant 22 stævnet 2010.

Det foreløbige program er her:

Tilmelding sker som beskrevet, ved at give 'lyd' herunder eller på anden vis, der vil blive anvendt 'direct marketing' i fornødent omfang, - løbende skriver undertegnede så tilmeldingerne lige her under, så vi alle kan følge med. Alle hidtidige tilmeldinger betragtes som hensigtserklæringer og ikke som helt sikre. Derfor håber vi på at få mange flere og med rimelighed bekræftede her. Nu må det briste eller bære. Link fra forsiden af www.drabant22.dk peger hertil også:

  • Comments(15)//blog.drabant22.dk/#post178

Drabantsalen

40 års jubilæum!!Posted by Ole E. Mikkelsen D40 Fri, December 18, 2009 12:02:17

har jeg hørt adskillige gange i de sidste dage. Hver gang en eller anden notabilitet ses komme inden for på Christiansborg til klimaforhandlingerne, COP15. Selv når Greenpeace-aktivisterne kommer ind til et ophold på maksimalt 30 sekunder måske.

Min første tanke var at jeg for eftertiden ville omdøbe den (som vi jo alle ved) ekstremt luksuriøse og pompøse kahyt på Drabant 22 til 'drabantsalen'. Man kunne måske også omskrive lidt til 'drabantsalonen'?

Så kom jeg til at tænke på hvad drabant egentlig betød og kunne huske at en forhenværende ejer af D70 Makker (Finn Kjeldahl) skrev en forklaring på ordet en gang midt i 90'erne (http://www.drabant22.dk/d22nyt/1996/DRABANT.pdf).

Så forstår man at en drabant vel i virkeligheden er en slags tjener, som så efterhånden har fået flere betydninger, nemlig dels livvagt, dels satellit.

Så lad os håbe vore drabant 22'ere tjener os godt. Og lad os nyde opholdet i drabantsalen. Altså íkke lige nu, - men til foråret.

  • Comments(0)//blog.drabant22.dk/#post171

På utallige opfordringer

40 års jubilæum!!Posted by Ole E. Mikkelsen D40 Tue, September 22, 2009 23:05:55

i hvert fald hvis man synes een er utallig, nemlig Ole Faurskou, D185 Marie af Humlum, har jeg indlagt en kopi af en artikel, skrevet af Jan Ebert, '- Men den kan jo sejle'. Jeg har godt nok ikke tilladelse fra forlaget, men hvis jeg nu her og nu lover dem at jeg nok skal skrive korrekt kildehenvisning osv., mon så ikke det går. Jeg kan bare ikke lige præcist huske bogen lige nu, det er et to-bindsværk, og det handler om dansk sejlerhistorie.

Artiklen er indscannet og ligger som JPG-filer i galleriet og kan læses fra dette link: http://www.drabant22.dk/historie.html. Ellers kan albummet også findes direkte i http://galleri.drabant22.dk. Der er 4 sider indscannet, side 112-115.

Husk at det er muligt at få billederne op i hele skærmens størrelse (F11) og man kan også fastholde/selektere (nederste venstre hjørne) de enkelte billeder for at kunne læse inden programmet (flash) fortsætter til næste. Disse ting gælder jo også for alle andre billeder, f.eks. fartøjsfortegnelsen.

Jeg håber artiklen er læselig fra andre skærme end min egen (jeg kan nemlig fint læse den smiley ).

Og så har Kjeld Lyngsøe, D31 Raptus leveret en stribe billeder fra Sejlklubben Bugten, hvor han har interesseret sig for 'rig-detaljer', - 'hvordan gør de andre'.. Jeg har lagt billederne ind i http://galleri.drabant22.dk, og de kan også ses fra http://www.drabant22.dk/rig.html. Der er f.eks. en del billeder af D138 Ane, der som rutineret kapsejladsbåd i hvert fald før i tiden, har en del interessante detaljer.

  • Comments(2)//blog.drabant22.dk/#post141

Vi er på!!

40 års jubilæum!!Posted by Ole E. Mikkelsen D40 Mon, September 21, 2009 21:41:27

for Per Krabbe fra ScanBoat mailede og tilbød at vi kunne figurere på www.scanboat.dk under 'Bådklubber'. Så jeg fiksede et lidt vredet, logo, som dette (det skulle have den størrelse, - 120 x 60 pixels):

Det ser sådan ud på selve siden. Med en lille beskrivelse ud for logoet.

Mon besøgsstatistikken så rykker derudad nu for www.drabant22.dk? Og de sidste D22-ejere endelig finder hjem til deres bådfæller? Vi får se, som den blinde sagde til den døve.. (ha ha)

  • Comments(0)//blog.drabant22.dk/#post140

Så ka' I lære det, ka' I

40 års jubilæum!!Posted by Ole E. Mikkelsen D40 Fri, September 18, 2009 21:38:59

Hej Ole Mikkelsen!

Tak for den fine blog du kører.

Opret gerne mig. Er nedbøjet over ikke at være D22-sejler mere. Det var tider dengang. Skiftede til en MM23 pga. ændrede sejladsvaner, men det har vist sig at D22 faktisk var meget bedre - også til tursejlads. ( Bortset - måske - fra dens jolleagtige gang i sø )

Sejlerhilsen - særligt til vennerne fra dengang!

Kaj Flinta

4771 Kalvehave

Ja så kan I lære det, - Jer der overvejer at sælge. Det går bare ikke. Dumt. La' vær' smiley Og det var i øvrigt D65 Kvan, der nu sejles af Magnus G. Rasmussen, Nysted. Og i øvrigt vist nok er til salg. Tænk dig nu godt om Magnus, hvis da ikke allerede den er solgt smiley

/Ole

  • Comments(0)//blog.drabant22.dk/#post137

Drabant 22 træf 2010

40 års jubilæum!!Posted by Mads Bruun Larsen D55 Mon, September 14, 2009 21:35:12
Hej alle Drabant'ere,


Der er efterhånden mange både, der er identificeret og ejere, der har givet sig til kende.

Det kunne være skægt, om vi kunne genoplive gamle tiders drabant sammenkomster og arrangere et træf for Drabant 22 engang i 2010. Det ville være for fedt et syn at se en havn fyldt med små drabanter.

Det ville give os mulighed for at se med selvsyn de små finurligheder og mirakler vi har udrettet med vores små vidundere og berettet om på denne side. I samme ombæring kunne vi sejle et par "hygge" kapsejladser, inden vi om aftenen skal hygge med helstegt pattegris og en velfortjent fadøl ovenpå dagens strabadser smiley

Hvad siger resten af drabant samfundet til denne ide?


Er der stemning for at mødes i 2010? Vil du være med?


Bagefter kan vi planlægge det praktiske med hvor, hvornår etc.


De bedste drabant hilsner

Mads

NEMO D55

  • Comments(8)//blog.drabant22.dk/#post136

D22 historie (D122)

40 års jubilæum!!Posted by Ole E. Mikkelsen D40 Tue, July 21, 2009 23:31:21

i form af lidt billeder og lidt beretning om hvordan en dengang splinterny båd blev leveret til færdigaptering er der i dette link.

Jeg nyder at se på billederne, dels farverne på selve billederne, dels den slanke og buede form på D22. Alt er afrundet.

Og det fremgår i hvert fald klart at D122 kan dateres til efteråret 1972 med søsætning i 1973. Tænk sig at få leveret en køl i løs vægt, - 550 kg...!! Mon kølen er monteret mens båden hang i det stativ, som fremgår af billedet?

  • Comments(1)//blog.drabant22.dk/#post118

Fra D5

40 års jubilæum!!Posted by Ole E. Mikkelsen D40 Mon, April 27, 2009 10:56:37

var der her til morgen denne dejlige hilsen:

Hej Drabant 22

Tak for en skøn og inspirerende hjemmeside. Jeg sad og kiggede i "Galleriet" og gjorde store øjne, da jeg så billeder fra jubilæumshæftet. Det er jo d5, som er på reklame fotos fra 69. Jeg kan hermed berette at d5 er "still going strong" og ligger i Frederiksund lystbådehavn.

bedste hilsner fra familien Wessberg/Rasmussen.

Sådan!!

  • Comments(0)//blog.drabant22.dk/#post75

Drabant 22 nyt

40 års jubilæum!!Posted by Ole E. Mikkelsen D40 Fri, January 09, 2009 00:39:32

Jeg har fået lavet de første 5 numre af Drabant 22 nyt (1999 - 2001) og lavet en ny side med første udkast. Siden kan ses her, og der kan linkes til den fra punktet 'Drabant 22 nyt (under construction) fra denne side. 2-3 timers arbejde, så er Drabant 22 nyt på nettet fra 1999 - 2004, hvortil kommer en del materiale fra midt 1995 - 1999. Jeg synes selv det er spændende læsning. Jeg må lige undskylde hvis jeg skulle have lavet et par fejl under indlæsningen. Jeg hører gerne nærmere.

Fartøjsfortegnelse har jeg ved gennemlæsning af materialet også fået opdateret, men jeg har ikke helt fundet ud af hvordan jeg lettest kan vise den på hjemmesiden, så det må vente lidt endnu.

Og i øvrigt dukkede D187 Caribbean Dream op på den blå avis forleden. Så var det jo spændende at slå tilbage i fartøjsfortegnelsen og se at Caribbean Dream engang hed Jens Lyn og vandt DM for Drabant 22 (mindst) 3 gange. I 1999 er der denne beretning fra D187 i Drabant 22 nyt.

Desværre synes min egen D40 ikke at have gjort sig særligt godt udi kapsejlads eller mht tidligere ejeres aktivitet i D22-klubben. Jeg har ikke set den nævnt en eneste gang, bortset fra en sparsom note i tidligere fartøjsfortegnelser. Det må jeg så kompensere for smiley

  • Comments(3)//blog.drabant22.dk/#post52

Drabant 22 nyt (2000-03)

40 års jubilæum!!Posted by Ole E. Mikkelsen D40 Mon, December 29, 2008 20:36:57

Jeg har en plan om at lægge 3-4 årgange D22-nyt på www.drabant22.dk, men indtil videre prøver jeg mig bare lidt frem for at se arbejdsmængden.

På forsøgsbasis har jeg derfor rekonstrueret Drabant 22 nyt, årgang 28, nr 3 2000. Det ser sådan ud.

Der er en absolut læseværdig artikel med titlen 'Nyd din Drabant 22', f.eks. mht installation af toilet og andre komfort-tiltag. Men også andet spændende, f.eks. det helt centrale at fokusere på D22-klubbens berettigelse i det hele taget.

Tiderne hvor borgmesteren i Korsør mødte frem når der var DM for D22-både, f.eks. i 1975, hvor et halvt hundrede D22'er ligger ved samme bro, er forbi.

  • Comments(2)//blog.drabant22.dk/#post49

Herligt logo

40 års jubilæum!!Posted by Ole E. Mikkelsen Tue, December 09, 2008 23:22:10

På den cd jeg har modtaget fra Carl Jørgen Hansen (tidligere D135 Nuser) fandt jeg dette flotte logo, som jeg synes fortjener en bedre plads end denne, men indtil videre skal det da vises her, ikke?

Blog ImageFaktisk kan jeg i materialet også se se at man tidligere kunne købe t-shirts osv. med dette logo påtrykt. Mon der er et restoplag af sådanne t-shirts til salg et sted? Eller hvem kan lige få sådanne trykt, f.eks.incl. en kasket med samme logo?? Jeg køber gerne en 3-4-5 stykker så man har en ren t-shirt pr. dag man sejler. Og uden kasket kan man jo alligevel ikke sejle smiley

Og tænk på at logoet repræsenterer 40 års D22-historie.

  • Comments(0)//blog.drabant22.dk/#post38

Drabant 22-klubben

40 års jubilæum!!Posted by Ole E. Mikkelsen Fri, November 28, 2008 23:29:35

Jeg har (med tak) modtaget en medlemsliste fra 2003 fra Carl Jørgen Hansen, der var medlem af D22-klubben i 17 år, heraf mange år i bestyrelsen og som redaktør af klubbladet. Medlemslisten indeholder oplysninger om hver båd, ejers navn og adresse, bådens farve, hjemhavn m.v. En del oplysninger findes allerede på www.drabant22.dk, men en del findes ikke.

Nogle (af de 203 både der er produceret), men trods alt ikke specielt mange, er helt fraværende mht bådnavn eller ejer.

De mest iøjnefaldende blandt de fraværende er D27, der iht kommentaren er sunket og D194, der står som forlist.

En enkelt, - D93 Nanok, skulle have indenbords motor. Det kunne jeg godt tænke mig at se nærmere på, mærke osv..

D147 skulle være helt bygget om. Hvordan mon?

Nogle stykker (D89, D159 samt D32) har fået forlænget hækken. Til hvad? Motor? Stuverum?

Mange både er solgt, til salg eller på anden vis ude af listen, sådan at kun sidst kendte ejer fremgår.

Men samlet set styrker listen min tro på at der findes rigtig mange D22'ere derude, for trods alt er oplysningerne kun ca 5 år gamle.

Jeg vil se om jeg i løbet af den næste måneds tid kan udbygge min fartøjsfortegnelse med flere oplysninger fra medlemslisten, - dog således at jeg naturligvis ikke udstiller adresseoplysninger, tlf eller e-mail.

Der er gået sport i den for mig når jeg ser en D22 til salg. Så må jeg ganske enkelt finde ud af hvilken..

  • Comments(2)//blog.drabant22.dk/#post36

Den uendelige historie

40 års jubilæum!!Posted by Ole E. Mikkelsen Sun, November 16, 2008 20:44:22

Fra D40 Lykkedragens helt egen blog viderebringer jeg herved, - i anledning af D22'erens 40 års jubilæum, - historien om navnet Lykkedragen.

Her er den, håber linket virker, - ellers kan den findes på http://d40.drabant22.dk/#post16

/Ole

  • Comments(0)//blog.drabant22.dk/#post31

D185 Marie af Humlum

40 års jubilæum!!Posted by Ole E. Mikkelsen Mon, November 03, 2008 20:17:01
er der nu lagt nogle billeder ind af i galleriet. Det er Ole Faurschou, der har givet os disse pragtfulde billeder

  • Comments(0)//blog.drabant22.dk/#post28

Spændende billeder

40 års jubilæum!!Posted by Ole E. Mikkelsen Sun, November 02, 2008 20:11:49

er nu lagt ind i galleri. Klik her. Det giver en mærkelig følelse i maven, - det er 40 år siden!!

Billederne af affotograferet med digitalkamera og derefter 'Auto Adjustment'-et i et billedbehandlingsprogram. Det gav nogenlunde kvalitet, til sammenligning med den ringe kvalitet indscanning via fotokopiering gav.

  • Comments(2)//blog.drabant22.dk/#post27

Nuser af Marstal

40 års jubilæum!!Posted by Ole E. Mikkelsen Sat, November 01, 2008 20:30:14

har givet lyd fra sig, og der er lagt nogle flere flotte billeder ind af hende. Det er Torben Holm, Odense, der ejer hende på 5. år, og således stævner ud fra søfartsbyen Marstal.

Personligt bliver jeg fuldkommen blød i knæene og i mit indre når jeg ser denne detalje. Eller denne.

Velkommen til Torben, der på linie med Drabant 22 holder 40 års sejlerjubilæum i år. Invitationer til at bidrage med mere på galleri og blog er hermed afsendt.

  • Comments(0)//blog.drabant22.dk/#post26

Fartøjsfortegnelsen

40 års jubilæum!!Posted by Ole E. Mikkelsen Fri, October 31, 2008 22:24:36

Fartøjsfortegnelsen er nu opdateret med alle både, som der ligger billeder af i billedgalleriet.

Så nu er det bare at lægge billeder ind og bloggesmiley

Vi fejrer fortsat 40 års jubilæum for Drabant 22!!

  • Comments(0)//blog.drabant22.dk/#post25
Next »